 |
|
|
 |
|
Schipperke
Historie:
På den flamske dialekt betyder Schipperke "Lille hyrde". Det fælles ophav til de Belgiske Hyrdehunde og Schipperke har været en hyrdehund af ældgammel race, for det meste sort og ret lille, kaldet "Leuvenar". Dens oprindelse går tilbage til det 17. århundrede. Henimod 1690 blev Schipperken den foretrukne hund for de jævne folk og skoflikkerne fra Bruxelles-kvarteret Saint-Géry, som arrangerede konkurrencer for at udstille de fint ciselerede kobberhalsbånd, som de pyntede deres hunde med. Man kuperede hundenes haler komplet – en mode, som synes at være begyndt i det 15. århundrede. Racen blev kendt for sit talent for at bekæmpe mus, rotter, muldvarpe og andre skadedyr. Schipperken blev første gang udstillet i 1882 i byen Spa. Den blev gjort til modehund takket være dronning Marie-Henriette af Belgien. Den blev indført til Storbritannien og USA i 1887. Den første standard blev udfærdiget i 1888 af racens specialklub, der blev grundlagt samme år og er Belgiens ældste raceklub. I årenes løb er arbejdet for en ensartet type lykkedes godt. På den tid var der faktisk tale om forskellige varianter fra Anvers, Louvain og Bruxelles.
Helhedsindtryk:
Schipperken er en hyrdehund af "ulvetype", lille af størrelse, men meget solidt bygget. Dens hoved er kileformet, med en ret veludviklet skalle og et relativt kort næseparti. Kroppen er harmonisk, ret bred og kompakt, mens lemmerne er fintbyggede. Dens pels er meget karakteristisk, godt fyldig og med lige hår, der danner halskrave og manke, halskrøs og bukser, hvad der giver den et helt unikt omrids. Kønspræget er tydeligt. Dens helt naturlige bygning – kombineret med hyrdehundens egenskaber og temperament, altsammen i lille format – forklarer dens store popularitet langt ud over Belgiens grænser.
Proportioner:
Skulderhøjden har samme mål som kropslængden, dvs at hunden er kompakt og kvadratisk bygget. Brystkassen har god dybde og når ned i højde med albuerne. Næsepartiet er tydeligt kortere end halvdelen af hovedets totale længde.
Temperament:
En fortrinlig lille vagthund, som er fortræffelig til at "alarmere". Den sprudler af vitalitet og er reserveret over for fremmede. Den er altid aktiv, adræt og utrættelig, stadig optaget af, hvad der foregår omkring den. Den kan finde på at "nappe" for at beskytte de ting, den er sat til at bevogte, men er meget blid over for børn. Altid nysgerrig efter at vide, hvad der sker bag en lukket dør eller bag ting, der bliver flyttet, idet den viser sine reaktioner med sin skarpe stemme, rejste manke og ryghår. Den har sin næse alle vegne og er god til at jage rotter, muldvarpe og andre skadedyr.
Hoved:
Af "ulvetype", kileformet, men ikke for langstrakt, og passende bredt til at være i harmoni med kroppen. Øjenbrynsbuer og kindbensbuer er moderat hvælvede. Overgangen fra skalle til forhoved er synlig, men må ikke være for udtalt.
Skalle : Panden er temmelig bred og bliver smallere mod øjnene. Set i profil er den let rundet. Skallens og næsepartiets overlinier er parallelle.
Stop : Markeret, men ikke overdrevet.
Næse : Lille, altid sort.
Næseparti : Bliver smallere ud mod næsen, godt udmejslet, ikke for langt, og ikke brat afskåret ved næsen. Længden er omkring 40% af hovedets totale længde. Næseryggen er lige.
Læber : Sorte og godt stramme.
Kæber, bid : Sunde og velplacerede tænder med saksebid, idet dog tangbid tolereres. Fuldt tandsæt i henhold til tandformlen. Der tolereres mangel på een eller to P1 eller een P2. Molaren M3 tages ikke i betragtning.
Kinder : Tørre, med blød overgang til næsepartiets sider.
Øjne:
Mørkebrune, små og mandelformede, hverken dybtliggende eller udstående. Blikket er skælmsk, levende og gennemtrængende. Øjenrandene sorte.
Ører:
Godt opretstående, meget små og spidse, trekantede (så vidt muligt med lige lange sider), højt ansatte, men ikke for tætsiddende. De er stive og særdeles bevægelige.
Hals:
Stærk, med kraftfuld muskulatur. Den virker meget svær på grund af den fyldige halskrave. Halsen er middellang og godt afsat fra skuldrene, godt båret og mere rejst, når hunden er opmærksom. Overlinien er let buet.
Krop:
Kort og bred, kompakt, men ikke overdrevent fyldig eller tung. Idéelt kvadratisk, således at længden fra skulderspids til sædeben omtrent er den samme som skulderhøjden.
Overlinie : Ryggens og lændens overlinie er lige og godt stram, ofte let stigende fra krydset mod manken.
Manke : Meget fremtrædende og virker endda højere på grund af pelsmanken. Ryg : Kort, lige og stærk.
Lænd : Kort, bred og kraftig.
Kryds : Kort, bredt og vandret. Den bageste del af krydset, dvs overgangen mellem kryds og sædeben, er harmonisk afrundet og giver bagparten en form, der betegnes som "rumpen på et marsvin".
Bryst : Med god dybde, når ned i højde med albuerne, med god bredde i fronten og bag skuldrene, og ribbenene er således godt hvælvede. I profil er forbrystet fremtrædende.
Underlinie : Brystkassens underlinie ligger lavt og når ned til albuerne, derfra harmonisk og let stigende mod bugen, som er moderat optrukken, hverken hængende eller myndeagtig.
Hale:
Manglende, men hvis den ikke er bortkuperet er halen lang, kraftig ved roden, tyndere udefter og kan nå mindst til haseleddet. I ro foretrækkes den hængende med let buet spids i højde med haseleddet. Halen kan under bevægelse løftes op i højde med ryglinien, helst ikke højere.
(NB! Kupering er forbudt i Danmark)
Lemmer:
Med let knoglebygning, stillet godt under kroppen.
Forpart:
Generelt
: Forbenene er lodrette set fra alle sider og fuldkommen parallelle set forfra. Længden af forbenene fra jorden til albuen svarer omtrent til den halve skulderhøjde.
Skuldre : Lange og godt skråtliggende, med normal skuldervinkel.
Overarm : Lang og passende skråtstillet.
Albuer : Med god tilslutning, hverken ud- eller indaddrejede.
Underarme : Lige, ret bredt stillede set forfra.
Håndrod : Fast, ikke fremtrædende.
Mellemhånd : Ret kort. Set forfra i forlængelse af underarmen. I profil højst ganske let skråtstillet.
Forpoter : Små, runde og sluttede (kattepoter) med hvælvede tæer. Kløerne er korte, stærke og altid sorte. Bagpart:
Generelt : Bagbenene skal være placeret under kroppen og fuldkommen parallelle set bagfra. Overlår : Lange, med kraftig muskulatur. På grund af de fyldige bukser virker de endda bredere.
Knæ : Placeret næsten lodret under hofteleddet. Knævinklen er normal. Underlår : Af cirka samme længde som overlåret.
Haseled : Hasevinklen er normal.
Mellemfod : Nærmest kort. Vildtkløer er ikke ønsket. (NB! Fjernelse af vildtkløer er forbudt i Danmark)
Bagpoter : Som forpoterne, eller en anelse mere lange. Bevægelse:
I trav er bevægelsen spændstig og fast, med middellange skridt og godt fraskub fra bagparten. Ryggen skal forblive vandret, og benene bevæges parallelt. Forbenenes bevægelse skal være i harmoni med bagbensbevægelsen, og albuerne må ikke drejes udefter. Ved højt tempo nærmer poterne sig midterlinien.
Hud: Godt stram og tilliggende overalt på kroppen.
Pels:
Hårlag : Dækpelsen er rigelig, tæt og lige og af passende hårdhed. Den føles tør og fast og udgør sammen med den bløde og tætsluttende underuld en fortrinlig beskyttelse. På ørerne er pelsen meget kort, mens den er kort på hovedet, på forsiden af forben, underlår og mellemfod. På kroppen er pelsen middellang og ligger ind til kroppen. Om halsen er pelsen meget længere og mere udstående, begyndende fra yderkanten af ørerne, idet den – især hos hanner, men også hos tæver – danner en bred og meget typisk halskrave (hvor pelsen er lang rundt om halsen og "stritter ud" til siderne), samt en pelsmanke (lang pels langs halsens overside helt ned over manken og endda også skuldrene) og en brystpels (lang pels på halsens underside ned over forbrystet og mellem forbenene, hvorfra den gradvis aftager hen under brystet). På baglårene er pelsen lang og rigelig og dækker området under haleroden, idet hårspidserne på en meget typisk måde peger indefter og danner bukserne. Halen er beklædt med pels af samme længde som kropspelsen.
Farve : Absolut sort. Underulden behøver ikke at være lige så sort, men kan også være mørkegrå, hvis den blot er fuldstændig skjult af dækpelsen. Størrelse: Fra 3 til 9 kg, idet et gennemsnit på 4 til 7 kg er det ønskelige. Hunde under 3 kg eller over 9 kg kan ikke betragtes som "fortrinlige".
|
|
 |
|
|
|